BLOG


Her vil jeg bidrage med psykologiske refleksioner og konkrete råd om vores væren i verden og meget mere...

Den glemte mor-intuition:

At lytte med hjertet og ikke kun med hjernen.

5. juli 2020


En klient beskrev for mig, hvordan hun var blevet rådet af sundhedspersonalet til at lægge sit barn til brystet og fastholde dets hovedet, også selvom det græd og ikke havde lyst til at gribe om brystvorten. Hun havde søgt råd, fordi hun gerne ville af med de ammebrikker, hun havde fået uddelt på hospitalet et par måneder tidligere. Hendes søn ville absolut ikke amme uden dem, men hun ønskede så inderligt en amning uden.

 

Fagpersonen havde sagt, at hun bare skulle holde fast, og at baby måske ville græde i 20 minutters tid, mens hun prøvede at lægge ham til uden ammebrikker, og det var helt ok. Men det føltes bestemt ikke ok, da hun prøvede. Det føltes som et overgreb. Så hun droppede det og lod ham fortsat amme med ammebrikkerne.


Hun kom til mig et par måneder efter med en nederlagsfølelse over ikke at have prøvet hårdt nok og af at have fejlet, fordi hun ikke havde kunnet lade barnet græde ved brystet så længe, da han tydeligvis ikke havde lyst. En nederlagsfølelse, der er så langt fra den stolthed, hun alternativt kunne føle over faktisk at have lyttet til sit barn.


Hun havde jo reageret ud fra sin mor-intuition, der fortalte hende, at det ikke var ok at fastholde ham og lade ham græde og kæmpe for at komme væk fra brystet, selvom sundhedspersonalet havde givet grønt lys (sikkert i bedste mening og med ønsket for amningen for øje). En stolthed, hun ikke kunne føle, fordi hun, som de fleste andre mødre ikke turde stole på, at mor-intuition er ligeså gyldig, hvis ikke mere gyldig, end en udefrakommendes velmenende råd.

 

Denne historie er blot én ud af mange, som fortæller mig, hvordan vi pga. en samfundsretorik får lokket hinanden væk fra vores egen mor-intuition, og fremmer tvivlen hos forældrene.

 

Mor-intuitionen er ikke en stråleklar fornemmelse man "har", men mere noget man "gør" med sin baby. Den der intuitive følelse af, at der altså er noget galt, selvom alle omkring siger ”Næææ, han ser da glad og tilfreds ud”. En mor-intuition kan fortælle om en bestemt metode virker eller ikke virker ‑ uden præcis at kunne forklare hvorfor. Den er ikke altid tydelig. Tvivlen er en trofast følgesvend. Og derfor er det endnu vigtigere, at den bliver bakket op om fra det omgivende miljø.


En anden klient, udtrykte det på denne måde: ”Det er dilemmaet mellem, hvad mit hjerte fortæller mig, og hvad statistikkerne anbefalede mig. Min krop skreg på at sige stop, men jeg sagde ja.”


Helt videnskabeligt er mor-intuitionen moren og barnets nervesystem, som er forbundet via spejlneuroner og kemisk kommunikation via sanserne. Morens ”antenner” er fine-tunet til lige netop sit eget barn, og hun genkender selv de mindste ændringer i babys udtryk allerede kort tid efter fødslen og visa versa.

 

Moren bærer på så meget viden om sit barn, men det er næsten umuligt for hende at stole på, når udefrakommende har hævdet at være eksperter på, hvordan et barn skal sove, spise og udvikle sig.


Statistikker og gennemsnit er vigtige at have, men de er jo altid skabt på baggrund af et meget varieret person-materiale. Det vil altså sige, at der er ofte ligeså mange, der falder uden for et gennemsnit, som der lander på et gennemsnit. Hvis man ikke anerkender bredden af variationen bag et gennemsnit, altså forskellighederne på de folk, der har været baggrund for statistikken omkring gennemsnittet, glemmer man at ”tillade” folk at være forskellige.


Og det her er ikke en bebrejdelse af sundhedsvæsnet, for det er jo deres job at forholde sig til gyldige statistikker, og en del faggrupper fremhæver faktisk vigtigheden af morens egen viden om barnet. Men som narrativ terapeut, er jeg optaget af, hvordan vi som sundhedspersonale har en stor iboende magt i vores udtalelser. Og denne magt bliver endnu større, når samfundsretorikken, både indenfor og udenfor sundhedsvæsnet, sætter værdien af videnskaben  foran morens intuition og hendes egen subjektive viden og oplevelse med sit barn.

 

Det er næsten blevet en uudtalt lov, at jo mere faglig og evidensbaseret viden, du kan bakke en beslutning i dit moderskab op med, jo bedre. Det tager mødrene ud af relationen til barnet og ind i en relation til videnskaben, der umyndiggør deres mor-intuition. Hvilket ofte resulterer i, at hverken personalet, eller moren selv, tør lytte til den, som faktisk er ultimativ ekspert på barnet: Nemlig moren (eller faren, hvis han er primær omsorgsperson).

 

Enhver mors historie er forskellig, fordi alle børn og mødre er forskellige. Men i stedet for at give dette plads og anerkendelse bliver faglig viden og erfaring desværre ofte den højeste målestok – og hvor skulle førstegangsmoren have erfaringen fra, i et samfund, hvor hun ikke har set, hvordan man passer og plejer et spædbarn, før hun selv står med et i armene?

 

Når en hektisk hverdag får sundhedspersonale til at glemme den vigtige mor-intuition, så bliver faglig stolthed til stædighed. Og morens fantastiske intuition bliver forvandlet til skam og skyld for ikke at kunne leve op til gennemsnittet og de forventninger, der lægges på hende. Så lad os endelig huske på den der gamle floskel om, at vi alle er forskellige, og det er ok. Og lad os praktisere denne tro: Lyt til moren. Lad det være ligeså vigtigt at lytte til hjertet som til hjernen.

Den glemte mor-intuition:

”Det er dilemmaet mellem, hvad mit hjerte fortæller mig, og hvad statistikkerne anbefalede mig. Min krop skreg på at sige stop, men jeg sagde ja.”... læs mere

Kære forældre: Sænk barren – dine børn kan heldigvis ikke blive fyret fra skolen

"... vejen til trivsel går, som den oftest gør, igennem de svære fravalg, hvor man handler ud fra ens værdier, også selvom det gør ondt." læs mere...

Ærlige Fællesskaber

I vores kultur er ideen om ”en god mor” en meget ensidig fortælling, og den rammer en nybagt mor med et massivt forventningspres, fra den dag hun føder... læs mere

Kære forældre: Sænk barren – dine børn kan heldigvis ikke blive fyret fra skolen

Denne krisetid er en åben invitation til at kigge på vores kultur, os selv og vores familie og indføre nogle praksisser, som fungerer for lige netop os. Og måske fungerer de endda også efter coronakrisen, så vi kommer ud på den anden side både styrket og mere samlet som familie, skriver psykolog Anne Rom.

 

1. april 2020 på foedslen.dk


 

Med coronavirussens indtog blev vores hverdag med et ændret. Strukturerne blev kastet op i luften og landede i helt andre former og forventninger end dem, de fleste er vant til fra det hamsterhjul, der ofte kører på højtryk i landets børnefamilier. Og hvis det at have to fuldtidsjob ikke var nok, kan vi nu også udforske muligheden for at være fuldtidslærere og hjemmepassere.


Der er ikke noget at sige til, at mange føler sig pressede. Men prøver vi at fastholde normaliteten i denne unormale tid, er der fare for, vi knækker halsen. Det er at sætte ambitionsniveauet for højt.


Kulturens magt

I stedet er denne krisetid en åben invitation til at kigge på vores kultur, os selv og vores familie og indføre nogle praksisser, som fungerer for lige netop os. Og måske fungerer de endda også efter coronakrisen, så vi kommer ud på den anden side både styrket og mere samlet som familie.


Som al anden kultur er utallige normer indlejret i os som ubevidste ”regler” for, hvordan vi skal opføre os og indgå i samfundet. Der er derfor ikke noget at sige til, at vores kulturelt indlejrede ide om, at børn skal gå i skole hver dag og skal lave lektier, ligger så dybt i os som en naturlov, der for alt i verden ikke må brydes. Selv i en krisetid som denne pacer vi og institutionerne os selv og vores børn til at efterleve den.


Men hvorfor krampagtigt holde fast i en opgavestrøm, der hører en anden tid og andre rammer til?


Børn lærer af at være nysgerrige, af at opleve og undersøge, og især hvis det sker sammen med en anerkendende, rummende og mere vidende person. De bedste situationer for læring er altså, hvis det føles som en leg, hvor forudsætningen er tryghed. Om det er opgaven på Aula eller at lære at lave snobrødsdej til et bål i haven, er for så vidt underordnet i en begrænset tidsperiode som denne – i hvert fald for de mindre skolebørn.


Fælles for både de store og små er, at et læringsrum, hvor man bliver støttet og set som den, man er, i stedet for at blive presset ned i foruddefinerede læringskasser, er noget, der giver selvværd og mod på læring længe efter denne tid. Så I har nu som forældre en unik chance for at få indblik i jeres børns måde at tilegne sig viden på. Hvad de trives med, hvornår de føler sig kompetente, og hvornår de vakler. Det kan være en kæmpe gave for at støtte dem bedst muligt i den ellers så strømlinede skoleform efter krisen.


Jeres egen løsning er bedst

Så stop op et øjeblik. Se på hinanden. Og spørg så, hvad der er bedst for JERES familie. Er det at skabe en ny struktur med tydelige forventningsafstemninger om tidslige rammer? Eller er det at være mere laissez faire, hvor børnene har frihed under ansvar? Hvis I står i dilemmaet om enten at bruge tiden på arbejde eller hjælp til lektier, så er mit råd at droppe illusionen om at kunne gøre begge dele på én gang.


Du kan lave en plan, hvor du på skift kan hellige dig fuldt ud til enten arbejde eller børnene, så du har ro til at være mere nærværende i det, du gør. Dog med øje for, at enhver plan ikke går nøjagtig som planlagt, og du sikkert vil blive afbrudt i din ”arbejdstid”, selvom du har sat børnene foran tv-et, eller partneren passer.


Pointen er, at vejen til trivsel går, som den oftest gør, igennem de svære fravalg, hvor man handler ud fra ens værdier, også selvom det gør ondt. Noget må der skæres fra. Det er et vilkår i denne tid. Er du i tvivl om, hvad der er dine værdier, så prøv for eksempel at spørge dig selv, hvad du gerne vil huske denne lockdown-tid for. Hvilke minder skal I komme ud med på den anden side? Hvad vil du gerne have fået fra hånden?


Tre råd fra en mor

Line Rejmer, fuldtidsarbejdende og mor til to skolebørn og et børnehavebarn, kommer her med hendes tre bedste råd til at få hverdagen til at køre:

1) Taknemmelighed for det, vi trods alt har, og det, der fungerer, i stedet for det, vi ikke har. At fokusere på det, denne periode giver, i stedet for det, den tager. At vi lever i et velfærdssamfund, hvor der er hjælp at hente, hvis uheldet er ude. At vi har hinanden, og de måder, vi som familie fungerer sammen på.

2) Respekten for hinanden og vores forskelligheder, så vi kan give hinanden det, vi hver især har brug for – og at vi kan sige det højt, når vi har brug for den andens hensyn eller hjælp.

3) Fleksibiliteten. Jeg bliver nødt til at flytte mig lidt på alle fronter. Vi må kunne rumme hinanden og give plads, både fysisk og mentalt, for at det hele kan gå op. 


Du kan ikke nå det hele

Uanset hvilken løsning, der er den rigtige for jer, så husk på, at børn ikke kan fyres fra skolen.


Det er ok ikke at kunne nå det hele. Det er et vilkår i øjeblikket. Og du kan kun være til stede ét sted ad gangen.

Denne mulighed for intenst samvær kommer måske aldrig igen, så at bruge tiden på noget af det, du har savnet at kunne lave med din familie derhjemme, kommer du højst sandsynligt ikke til at fortryde.


Dette indlæg er udtryk for Anne Roms holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

Vi skal have ærlige fællesskaber at spejle os i - ikke et utopisk mor-ideal

skrevet til Momkind.dk -universet 24. januar 2020


Forældreskabet er noget af det største, man kan opleve, men billedet af, hvad det vil sige at blive mor, er for ensidigt. Alt for mange mødre bliver derfor væltet bagover og føler sig alene med ængsteligheden, usikkerheden og tvivlen, der naturligt følger med sådan en livsomvæltning. Folk siger, det bliver hårdt, men på overfladen ser det alligevel let ud for andre at blive forældre. Tavse barnevogne på gaden med latte-sippende forældre og lykkelige babybilleder, der overstrømmer de sociale medier, stemmer ikke helt overens med virkeligheden derhjemme.


Det utopiske mor-ideal

I vores kultur er ideen om ”en god mor” en meget ensidig fortælling, og den rammer en nybagt mor med et massivt forventningspres, fra den dag hun føder. ”En god mor” bliver i vores kultur ikke blot beskrevet som en, der kan tage sig af sin baby. Forventningen handler også om at være konstant glad og lykkelig for sin nye situation, kunne have et social liv – både inden for og uden for sociale medier –, holde orden i hjemmet, være kærlig, omsorgsfuld og helst aldrig vred, være en sexkilling om aftenen og derudover være fuldstændig opdateret på Sundhedsstyrelsens anbefalinger omkring babypleje – og ikke mindst praktisere disse til punkt og prikke. Altså et menneske med overskud. En åbenlys fejlslutning, hvis man kigger på, hvad en nybagt mor har været igennem af graviditet, fødsel, ammeopstart, kropslig og identitetsmæssigt omvæltning, oveni at skulle passe en baby. Efterfødselstiden er derfor per definition en periode med mangel på overskud, hvor det er helt normalt at være lige så forvirret og usikker som glad og lykkelig.


Man taler ikke om de svære følelser

Det første problem ved mor-idealet er, når det i normen forventes, at man konstant skal være glad og lykkelig for sin nye situation. For følelser er ikke konstante størrelser. De er dynamiske. Med en stor livsomvæltning VIL der opstå tvivl, angst og usikkerhed sideløbende med glæden, da vi er uden for vores komfortzone og afprøver noget nyt. Det er helt normalt. Kombineret med hormoner, hvis formål er at gøre mødre modtagelige for babys signaler, vil sådan en livsomvæltning være ekstra følelsesladet.


Så når det fantastiske festfyrværkeri kun kommer i glimt, og der er lige så mange følelser af afmagt, angst og usikkerhed, bliver hun i tvivl, om det er ”den rigtige måde” at have det på. Kulturelle normer og diskurser, som ”en god mor”, har en utrolig magt over, hvordan vi tror, vi burde være. Derfor er det svært for nybagte mødre, at tale med andre om følelserne, der ikke indgår i normen. De risikerer nemlig at falde udenfor normen ”Den gode mor”. Og hvad er man så? ”En dårlig mor?” Så når hun mærker tvivlen om sin egen formåen, sin identitet og usikkerheden over, hvordan man overhovedet er ”en god mor”, bliver hun tavs. Men med tavshed kommer skam og ensomhed. Vi bliver altså nødt til at inkorporere alle nuancer af følelseslivet i ”den gode mor”, ellers forbliver nybagte mødre ensomme og skamfulde i de svære, men helt naturlige, følelser.


Redigérbare fællesskaber fortæller ensidige historier

Vi befinder os i en radikal modernitet, hvor fællesskaberne er gået fra de gamle, tætte landsbysamfund, hvor ordsproget “it takes a villages to raise a child” kommer fra, til nye, hurtigtudviklende, hurtigtskiftende og mere distancerede fællesskaber, hvor kontakten primært går via onlinemedier. De gamle landsbyfællesskaber var top-tunede til at forberede kommende mødre på forældreskabets livsomvæltning, da de så andre grædende mødre, så deres kamp med ammeopstart, duppede deres blødende bryster, og hjalp hinanden med børnepasning, de huslige pligter og deslige efter fødslen.


De nutidige fællesskaber er i stedet blevet redigérbare, og der er en forventning om, at forældrene klarer ærterne selv, inden for husets fire vægge. Vi bestemmer selv, hvad vi vil vise frem – og som det sociale væsen mennesket er, viser vi de ting, der går godt. Men det bliver en selvforstærkende effekt. Vi vil gerne passe ind i flokken, og få bekræftelse på at vi er ok, så når mødre ser glade babybilleder på Instagram eller Facebook, er det dét, de selv poster. Overskudsbilleder lægges op i flæng. Dermed skabes lynhurtigt de ensidige billeder af moderskabet. Det er nemlig dét, vi rent faktisk ser, og er vidne til, og ikke det vi hører, der har den største indvirkning på, hvad vi lagrer som “sandheder” på den indre skærm.


De kommende mødre har måske familie og gode venner, der fortæller ærlige historier, når de er på barselsbesøg og kaffen er stillet frem, men de er ikke vidner til disse historier længere. Da de gamle fællesskaber opløstes, tog sundhedsvæsenet nemlig over. Men med årelange beskæringer er forberedelsen indskrænket til et slattent powerpoint og minimal tid på hospitalet efter fødsel, så nybagte forældre nu står fuldstændig uforberedte på det, der møder dem. Og værre endnu: De står uden et fællesskab, der kan hjælpe dem i efterfødselstiden, både, når der ikke er hænder nok, og når de mentale udfordringer rammer. Forældreevnen falder, når familien på denne måde lukker sig om sig selv, da konsekvensen bliver ensomme og stressede forældre. Der er brug for netværk omkring familien.


De ærlige fællesskaber opløser skam og ensomheden

Den bedste medicin mod skam er åbenhed og fællesskab. Det er svært at gøre alene, så der er brug for ærlige fællesskaber. Julie Lahme, Cana Buttenschøn og Sofie Linde har banet vejen, og appen fra Jegermor og det online fællesskab fra Momkind er stærke bud på at starte en ny fællesskabsfølelse hos nybagte mødre. Der er brug for plads til fortællingen om usikkerheden, tvivlen, identitetskrisen og de mange bekymringer. Min pointe er bestemt ikke at slette den gode historie om lykke og meningsfuldhed, for den har lige så meget ret og sin egen ærlighed i de glitterfyldte stunder, hvor alt går op i en højere enhed. Men billedet skal blive mere nuanceret. Mit håb er, at forældre bliver meget bedre til at rumme hinanden og gå hinanden i møde. Også uden for de sociale medier. At de kan spørge venner og familie om hjælp – og få hjælp, før de beder om det, i de første måneder af det nye forældreliv. At det bliver en kendsgerning, at nybagte mødre også bliver usikre og tvivlende og har brug for flere hænder end blot dem, der bor sammen med barnet, for ”It takes a society AND good friends, to raise a child”.

 

Følg mig på instagram

insta.terapi

Nuværende eller tidligere samarbejdspartnere

Copyright © All Rights Reserved

Ametystvej 10, 3060 Espergærde

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.

Godkend